Min søn på 11 og jeg,  har givet os selv den udfordring, at overnatte i de fri minimum 1 gang hver mdr, igennem 2018.

5 tur – 23. Maj

Vi kom et stykke ind i Maj før der var tid til månedens tur, der denne gang bød på en, for sønnen, ny aktivitet : Undervands-Jagt.

I al sin enkelthed går det ud på at man med harpun eller håndspyd jager fisk under vand iført maske, snorkel og svømmefødder. I DK er en våddragt også en del af udstyret da det ellers er umuligt at holde varmen.
Jeg har i et års tid dyrket dette og ville gerne give knægten den oplevelse det er at opleve livet under vand.
Der åbner sig en helt ny verden når man kommer under overfladen med noget fornuftigt udstyr
Maj måned tur var derfor centreret om denne aktivitet.

Vejrudsigten fortalte at Djurslands Nordkyst ville være et godt bud, så vi drog imod Bønnerup strand hvor vi dykkede om eftermiddagen, et knapt så spændende dyk med masser af sandbund og meget lidt vegetation.
Vi så dog nogle store stimer småfisk, og forskelligt liv, men vi fik intet bytte med op – aftensmaden skulle derfor indkøbes lokalt og vi gik på jagt efter et shelter (og en købmand) i området. Vi fandt begge dele i Gjerrild og fik handlet ind til noget aftenhygge og fundet en særdeles idyllisk beliggende shelterplads i udkanten af Gjerrlid By i en lille skov med nogle smukke søer som udsigt.

 

 

 

 

 

 

Vi nød omgivelserne og grillede et par burgere på den lille grillrist. Simpel mad – men som altid smagte det fremragende under den åbne himmel og med fuglesang og rappende ænder som soundtrack.

Hen på aftenen tog vi endnu et dyk ved Gjerrild Norstrand, her så vi igen en masse liv, men fladfiskene var i miniputstørrelse og selvom der var fjæsinger overalt og vi så en 40-50 stykker på dykket havde vi ikke mod på at spidde og håndtere Danmarks giftigste fisk.
Fjæsingen er faktisk en fin spisefisk, men har giftige pigge. Et stik kan sammenlignes med et hugormebid, så vi valgte at lade dem være.
Stor oplevelse for sønnen, og den kunne vi så sidde og bearbejde over et aftenbål, en pose slik og hhv sodavand og en mørk øl.

 

 

 

 

 

 

Vi sov som sten i shelteren og vågnede til sol, fuglesang og +20 grader.
Solid morgenmad og en god kaffe, og så blev der pakket ned.

Djursland havde igen vist sig fra sin gode side.
Det er mit yndlingssted at tage på tur, da naturen rigtig mange steder er vild, smuk varieret og flere steder på Djursland er ret tyndt befolket.
Ydermere har området friteltningsområder, private og offentlige shelterpladser, små teltpladser og lign. i massevis.  Det er ikke sidste gang vi har været her.

Traditionen tro lidt billeder fra turen

    


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *