Min søn på 11 og jeg,  har givet os selv den udfordring, at overnatte i de fri minimum 1 gang hver mdr, igennem 2018.

Tur nummer 12 – 7. December

Så blev det tid til at gennemføre udfordringen med en decemberovernatning, og p.ga. alle mulige andre aktiviteter,  have vi kun een mulighed, der ikke var med en hverdag bagefter – nemlig fredag d. 7 .

Så da vejrusigten denne dag meldte om dagsregn,  og 5-6 grader var der ikke så meget at gøre ved det …. ud skulle vi.  Vi ville gerne slutte af med en telttur,  og for komfortens skyld valgte vi at tage til lejrpladsen ved Junges Plantage – Skanderborg Sø.  Her er der nemlig bålhytte og masser af plads til et telt på en stor plads  – bålhytten skulle bruges til et par madprojekter i den silende regn.

Vi ankom i bælgmørke kl 19.00 og brugte lidt tid på at prøve at orientere os. Vi havde ikke været der før og det kræver lidt forestillingsevner at vælge den rigtige plads til teltet i decembermørket … Vi fandt et sted hvor vi først kunne sætte en tarp op og derefter i ly af denne sætte telt op og indrette vores lille lejr.  Alt foregik med en flagermuslygte og vores pandelamper – men det lykkedes at lave et fint setup,  og kl 21 gik vi i bålhytten for at tænde bålet op under det første madprojekt : Vafler med syltetøj og sukker.

Kendere af denne blog kan måske huske vores første tur i januar ,  hvor vi skulle forsøge os med vaffeljern og vafler på bål, og at det gik helt galt…. Det ville være en værdig afslutning på “12 måneder ude udfordringen”,  at lave perfekte vafler på bål,  og tage eftertrykkeligt revance. Som sagt så gjort…

Vi havde åbenbart lært af vores fejl, for kl 22 sad vi og spiste de lækreste vafler i skæret fra bålet , imens  regnen trommende imod taget på  bålhytten.  Rigtig hygge.

Protip: Fedtstof på spray gør livet som vaffelbager ca. 1000 gange lettere ! ….

kl 22.30 lå vi tørt og varmt i soveposerne og hørte regnen dryppe på tarpen og teltet,  spiste slik og snakkede os i søvn. zzzzzzzzzzz

Næste morgen var det spændende at se hvor vi var landet . Det er altid sjovt at opdage et nyt sted , når man er ankommet i mørket, Alt ser anderledes venligt ud om morgenen,  i dagslysets skær.

Det regnede stadig og havde i øvrigt regnet hele natten.  Så vi tændte bålet op i bålhytten og gik en kort og hurtig tur i området. Let våde gik vi i hytten og lavede turens andet madprojekt : Morgen Medister med brunede kartofler.  Det var jo en juletur og vi synes det ku være sjovt med en lidt utraditionel julemorgenmad.  Kan man spise det så tidligt på dagen ?  Erfaringen er :

En kop kaffe, en bålstegt julemedister og brunede kartofler er sublim morgenmad, når man sidder småvåd i en bålhytte, og kigger ud over Skanderborg Sø, en lørdag morgen i december.

Kan kun anbefale at teste det i praksis 🙂

Vi kørte samme nedpakning som i Februar – alt pakket inde i teltet. Selve teltet pakket ned som en “våd rulle”, båret tilbage til bilen, og smidt øverst i læsset – klar til tørring og nedpakning hjemme i stuen.

Så var der kun tilbage  at hoppe våde i bilen og køre hjem,  til et varmt bad og tørt tøj.

I bilen snakkede vi lidt om, at det både var fedt og lidt mærkeligt, at vi nu havde sovet ude hver måned i et helt år. Og lidt om hvad vi skal finde på næste år – men mere om det senere.

Tak til jer der fulgte med på vores lille udfordring.

Og tak til Anton for at gide at tage med sin far ud  på 12 gange overnatning på et år, uden problemer af nogen slags  – godt gået af en 11 årig knægt 👍

Vi finder selvfølgelig på nye ture næste år.  Som vanligt lidt ekstra billeder :

 


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *