Friluftsliv kan være mange ting. Det behøver ikke altid handle om overnatninger og flere dages ture.

Ofte trænger man bare til at komme ud og mærke roen i naturen. Så er det oplagt at pakke trangia eller grillrist i den lille rygsæk + lidt mad og drikke og tage ud i det fri – bare en enkelt dag.

En kort tur uden så meget udstyr, til en naturskønt område i nærheden, kan give fine oplevelser og en indre ro, der kan være svær at finde andre steder.
Find en plet og lav en lille lejr og nyd stilheden.  Eller tag en lille vandretur, kajaktur, fisketur
cykeltur eller hvad du nu finder på.

Det er en super måde at opleve naturen på. Man kan komme ud på alle årstider ved at tage nogle enkle dagsture, uanset hvilket grej du har, bare dit tøj kan holde dig varm.

Personligt kan jeg godt lide at planlægge turen omkring et lejrsted/bålplads og et måltid. Det er så det eneste der er planlagt hjemmefra og ellers ser jeg bare hvad naturen, vejret og turen bringer.

Tager bare derud og ser hvad jeg har lyst til den pågældende dag. Man kan evt. tage en tarp og et underlag med, så man kan lave en hurtig lille camp og evt. tage en “morfar” i naturen :-).

Det er aldrig sket, at jeg er kommet hjem fra sådan en spontan dagstur, til nærmeste skov eller strand, og har fortrudt, at jeg valgte at bruge tiden på den måde. Den ro og afstresning naturen altid byder på, er godt for sjælen, og det at bruge sin fysik og mærke elementerne giver en dejlig naturlig træthed.

Man behøver virkelig ikke ret meget grej for at forlænge den sædvanlige gåtur ved stranden eller i skoven, til en ½ eller heldagstur og derved få tid og ro til virkelig at mærke naturens virkning på krop og sjæl.

Så træk stikket og kom afsted på en dagstur  –  husk at invitere børnene med hvis du har eller kan låne nogen. De vil takke dig senere 🙂

Kategorier: Ture

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *