Min søn på 11 og jeg,  har givet os selv den udfordring, at overnatte i de fri minimum 1 gang hver mdr, igennem 2018.

Tur nummer 8 –  24. august 

Augustturen gik til et meget hemmeligt sted på Djursland hvor vi har været et par gange denne sommer – på disse ture har vi ud over fisk i vandet, observeret et super beliggende shelter, der ikke er offentligt tilgængeligt på divers Apps og kort.
Denne lille plet lagde lejrplads til vores tur, da vi havde fået lov at låne den,  og som primær aktivitet skulle der UV-jages.
En sport jeg har dyrket et par sæsoner,  og fået min søn med på denne sommer.
Undervandsjagt er kort fortalt kunsten at jage fisk med harpun eller håndspyd, uden flasker men med maske, snorkel og svømmefødder.
En meget selektiv form for fiskeri, hvor man ser og udvælger de fisk man ønsker at fange og spise.

Vel ankommet på pladsen var der udsigt til et par byger, så vi fik spændt en tarp op og indrettet shelteren som det første.
Der var en virkelig dejlig udsigt fra shelteren der nærmest havde et “vindue” skåret ud som åbning og igennem dette “vindue” havde man den flotteste udsigt over havet.

 

Aftensmaden bestod af pulled pork burgere og de blev indtaget med store forventninger til aftenens dyk, da vi fra tidligere ture vidste,at der sandsynligvis var en del fladfisk på pladsen.

Bålforbuddet var endelig blevet ophævet, så efter et par mdrs pause fra denne aktivitet, kunne vi igen at sidde ved bålet,  stille blikket på uendeligt og se en gang stenalderfjernsyn.

Det mest afstressende program i verden 🙂

 

Kl 21.30 hoppede vi i dragterne og gjorde alt udstyret klart,  og så svømmede vi ud på jagt.
Udstyr og teknik er et kapitel for sig,  men der ligger masser af materiale på nettet,
så det er bare at åbne google og skrive “uv-jagt” i søgefeltet hvis man er interesseret.

Jagten gik supergodt og vi kom op med 7 flotte fladfisk, heriblandt et par ordentlige plader,
med den største på 38 cm .. Det var en meget stolt 11 årig spydfisker der rystende af kulde talte fangsten op.
Fantastisk at klæde om og blive næsten tør, for derefter at hoppe kølig og halvvåd i soveposerne, med duften og smagen af friskt havvand i næse og mund.

 

Vi fik hurtigt varmen og med en pose chips og et par fyrfadslys på en sten i shelteren var der skruet godt op for hyggen.

Næste morgen var der obligatorisk morgenæg med bacon og kaffe på tangia og derefter gik vi ud og sankede strandsennep, da vi jo vidste vi skulle hjem og tiberede fisk 🙂
Vi sluttede turen af med endnu et dyk, på lidt dybere vand,  hvor vi fangede yderligere 3 fine fisk.

 

Endnu en super tur til Djursland – der først rigtigt sluttede hjemme i køkkenet hvor der blev eksperimenteret med friske fisk og friskplukket strandsennep.
Stemningsbilleder:

 

 

 


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *